Skip to main content

Mange gik sukkertom på Sukkertoppen

| Jess Rasmussen | Nyheder

Nordkredsens 2. og 3. divisioner dystede i dag i (eller nærmere ovenpå) Sukkertoppen. 

Arrangør var Horsens OK, som havde valgt den samme stævneplads, som blev anvendt i 2019, hvilket gav deltagerne en herlig udsigt ud over bl.a. Mossø. Blå himmel og en temperatur der sneg sig op mod de 20 grader, så kan det jo næsten ikke blive bedre at gå til orienteringsløb.

I instruktionen var det lovet masser af stigning, mange poster og poster placeret ved 'gennemløbelighedsforskelle'. Banerne levede til fulde op til det. En del af postplaceringen gav mange af deltagerne udfordringer, idet man flere steder først kunne se posten på få meters afstand pga. bladene på træerne, men også pga. megen underbevoksning og diffuse postplaceringer - så snakker gik lystigt om det emne på stævnepladsen. Så selv om der var afkortede baner pga. af de mange højdemeter, så var der mange, der fik en meget lang tur i skoven, og oplevede at gå sukkertom på Sukkertoppen. Hvis de havde vidst, at løbsområdet også hedder Færch Plantage og Højlund Skov, så havde flere måske medbragt energi gel.

2. Division med deltagelse af Herning OK (42 tilmeldte), Aalborg OK (38 tilmeldte), Aarhus 1900 (31 tilmeldte) og Vendelboerne (27 tilmeldte) blev i høj grad afgjort af klubbernes deltagerantal, men der var dog en meget spændende dyst mellem Herning og Aalborg om 1. pladsen, som Herning endte med at vinde med 120 point mod Aalborgs 118. Det er vist nok historisk, at Herning og Aalborg dyster mod hinanden i de første to divisionsmatcher i Nordkredsen. Derimod har de hvert år dystet mod hinanden i op- og nedrykningsmatchen, om at være den fjerde klub i 1. division sammen med Silkeborg, OK Pan og Horsens OK. Den dyst stak Mariager Fjord OK imidlertid en kæp i hjulet på sidste år, så i år har Aalborg og Herning to muligheder for at finpudse taktikken inden op- og nedrykningsdysten til oktober.

I 3. Division, der består af KaSki (klubsamarbejde mellem Karup og Skive OK (24 tilmeldte), Viborg OK (20 tilmeldte), Randers/OK Djurs (12 deltagere), Rold Skov OK (9 deltagere), Nordvest OK (10 deltagere) og Vestjysk OK (4 deltagere), vandt KaSki alle matcher og Viborg OK blev nr. 2. Lidt vemodigt at se den lave deltagelse fra Rold Skov OK, som for få år siden bejlede til at kunne deltage i oprykningsmatch til 1. division.

Tak til Horsens OK for en velarrangeret divisionsmatch med online divisionsresultater, så deltagerne hele tiden kunne se hvordan resultaterne ændrede sig, hver gang der kom en løber fra divisionen i mål.